Karakterisering af nye og brugte plastoverflader fra produktionsudstyr
Den 9. december 2020 afholder Dansk Materiale Netværk i samarbejde med FORCE Technology afslutningskonference på samarbejdsprojektet Karakterisering af nye og brugte plastoverflader fra produktionsudstyr med fokus på plastmaterialer anvendt i bl.a. fødevare- og pharma-industrien.
Formålet med projektet har været at gøre det muligt at foretage en valid karakterisering af hhv. nye plastemner samt plastemner fra udstyr i drift. Hermed øges udstyrsproducenters og fødevarevirksomheders grundlag for at foretage en levetids- og risikovurdering af henholdsvis udstyr og produkt. Karakteriseringen baserer sig på åbenhed (topografi) og kvalitet af samlinger (svejsninger) relateret til rengørelighed samt hygiejnisk design.
Der anvendes i stor stil plastrør i olie-/gasindustrien. Denne industri har et stort behov for udvikling af NDT-analyser (Non-Destruktiv-Test), der viser at nye svejsninger eller reparation af samlinger af brugte rør lever op til kravene. Fødevare- og pharma-industrien anvender endnu kun i et mindre omfang plastrør. Til mange produktionsanlæg vil anvendelsen af plastrør dog være særdeles attraktivt, hvis kravene til samlinger kan testes tilstrækkelig godt.