Temadag: Sprøjtestøbning fra A-Z
Sprøjtestøbning er en af de mest anvendte metoder til fremstilling af plastemner, men processen kræver en dyb forståelse af både design, formgivning og produktion for at opnå den ønskede kvalitet. Det er afgørende at tænke over valg af konstruktion, værktøj og proces allerede i den tidlige designfase. Hvordan sikrer man, at man træffer de rette beslutninger, når mulighederne er mange, og valgene har stor betydning for det endelige resultat?
Når designet er på plads, og produktionen skal i gang, er det lige så vigtigt at forstå selve sprøjtestøbeprocessen og dens mange parametre. Hvad kendetegner et vellykket emne, og hvordan identificerer man fejl eller afvigelser fra specifikationerne? Hvordan vurderer man kvaliteten, og hvordan sikrer man en klar og effektiv dialog med leverandører af plastemner?
Denne temadag er designet til at give deltagerne en bred introduktion til sprøjtestøbningens verden. Vi dykker ned i sprøjtestøbeteknologiens fundament, herunder maskinernes opbygning, værktøj, og hvordan simuleringsteknologier (FEM) kan anvendes i designfasen for at optimere støbningen. Desuden får du indblik i, hvordan man designer plastemner, der er produktionsvenlige (DFM), og hvordan man specificerer og sikrer kvalitet.
Dagen foregår på Den Jyske Haandværkerskole i Hadsten, hvor formiddagen byder på inspirerende oplæg kombineret med hands-on demonstrationer i sprøjtestøbeværkstedet. Om eftermiddagen deler eksperter fra branchen deres viden gennem præsentationer om design, simulering, støbning og kvalitetssikring af plastemner.
Målgruppe
Temadagen henvender sig til dig, der arbejder med design af emner, er teknisk indkøbsspecialist, eller som har ansvar for kvalitetssikring af sprøjtestøbte plastemner. Arrangementet er også oplagt for dig, der ønsker en introduktion til sprøjtestøbning, eller som har brug for at opfriske din viden om emnet.
Som medlem af Dansk Materiale Netværk opnår du rabat og kan deltage til medlemspris.
Se program og tilmeld dig her >
Ved at afgive dine personlige oplysninger til arrangementet accepterer du at modtage nyhedsbreve fra Dansk Materiale Netværk, og at dit navn og din virksomhed kommer på arrangementets deltagerliste, som er synlig for dette arrangements deltagere. Læs mere om, hvad vi bruger dine oplysninger til: Datapolitik >
