Studietur med den grønne omstilling i fokus

Onsdag d. 4. maj til torsdag d. 5. maj drog en delegation af Dansk materialenetværks medlemmer afsted på studietur.

Første stop var hos Letbek i Tistrup hvor Michael B. Thomsen fortalte om deres mangeårige arbejde med bæredygtig udvikling og produktion. Deltagerne blev præsenteret for udvalgte produkter lige fra flot møblement til køreplader og fik efterfølgende en rundvisning på fabrikken.

Dernæst gik turen til Plastix, som gennem mange år har arbejdet med at udnytte fiskenet og reb til nye produkter. Deltagerne fik først en grundig indføring i, hvordan der arbejdes på Plastix, de udfordringer der er, hvor langt man er kommet og hvem der er interesseret i at aftage den genindvundne plast til at producere nye produkter af. Efterfølgende var der rundvisning, så alle kunne se de overvældende mange dynger af fiskenet, der skulle sorteres. Det var en overraskelse for de fleste at erfare, hvor meget manuelt arbejde der er med sorteringen. Vi sluttede af i laboratoriet, hvor der kunne stilles yderligere spørgsmål. 

Netværksmiddagen med hygge og drøftelser blev indtaget på Hotel Skivehus hvor de serverede en udsøgt middag.

Torsdag morgen drog delegationen mod Genplast i Farsø. GenPLast har i løbet af de senere år udvidet forretningen betydeligt, så de nu både kan kværne, vaske, pellettere og sortere. Igen var det overvældende at se de store mængder plast til genanvendelse og ligeledes at se deres sorteringsanlæg.

Herefter drog vi til Reno Nord i Aalborg, hvor de har et af landets mest moderne sorteringsanlæg.
Vi fik først en gennemgang af hvordan anlægget fungerer, hvor store mængder husstandsindsamlet affald de modtager og sorterer, og hvem der efterfølgende aftager affaldet. Der blev drøftet genanvendelsesprocenter – hvad er muligt, og hvad er prisen derfor. Dernæst fik vi en rundvisning og så de forskellige teknologier, både manuel og højautomatisk sortering.

Efter rundvisningen tog vi afsked med hinanden efter et par gode dag med masser af netværk.

...
Dato: 
Onsdag, 1. juni, 2022 - kl . 14:15