Innovation fik luft under vingerne i Bordeaux

En dansk delegation med seks repræsentanter for innovationsmiljøet i Danmark har på en studietur i det sene efterår til Frankrigs største region fået et klart indtryk af, hvor langt man kan nå, når industri og vidensamfund spiller godt sammen. Delegationen var i selskab med ligesindede fra lande som Tyskland, Frankrig, Italien, Litauen og Polen. I alt deltog 21 personer fra 6 lande i studieturen.

Programmet bød på en række besøg på højteknologiske virksomheder samt på en masteruddanelse på Université de Bordeaux målrettet et af styrkeområderne i den sydvestlige Région Nouvelle-Aquitaine med 5,9 millioner indbyggere, flyindustrien. Her er de studerende sikret job efter endt uddannelse.

Den danske delegation bestod af en repræsentant for innovationsnetværket Dansk Materiale Netværk (DMN), repræsentanter for Styrelsen for Institutioner og Uddannelse, Teknologisk Institut og innovationsnetværket Inno-Pro, der er for små og mellemstore virksomheder med højteknologiske produkter.

Et besøg med flere dagsordener
Formålet med turen var på et overordnet plan at få det danske innovationssystem til at spille sammen med resten af Europa, lære af hinanden samt at bringe de danske klynger med fokus på materialer og produktion i spil over for en europæisk materialedagsorden.

Også EU’s Smart Specialisation-program (RIS3-strategier), hvis hensigt er at styrke regioner ved at satse nicher og innovative strategier var i fokus.

Endvidere fik de danske innovationsnetværk mulighed for at møde lokale, franske netværk med spændende projekter inden for materialer.

Virksomheder i Grand Cru
Som nævnt i indledningen besøgte delegationen en række franske virksomheder med en yderst spændende materialedagsorden. En af dem er ElorprinTec, der er et af verdens førende videncentre inden for printed electronics. Centeret havde et unikt set-up, idet industripartnere har muligheden for at købe sig adgang til de yderst avancerede faciliteter.

Der blev aflagt besøg hos Canoe, der er et forsknings- og teknologicenter, som arbejder med udvikling af kompositter og avancerede materialer. Her så danskerne blandt andet syntese af graphen, spinding af kulfibre samt fremstilling af termoplastiske, kulfiberarmerede kompositter. Centeret har til formål at understøtte industriel produktion gennem udvikling af nye materialer og nye fremstillingsprocesser samt test af materialer.

Hos Stelia Aerospace Composites overværede delegationen blandt andet automatisk oplægning af kompositter til anvendelse i fly. I virksomheden produceres en lang række af de komponener, som indgår i fly, så som komplette sæder, vinduespaneler, brændstoftanke, cockpit og diverse kabiner.

Porten til attraktive flyjob
Besøget på masteruddannelse i den regionale hovedstad, Bordeaux, gav et godt indtryk af, hvor målrettet en uddannelse kan foregå for at imødekomme behovene i en region med mange virksomheder inden for flyindustrien. Uddannelsen forgår på engelsk i Frankrig og USA, og de studerende undervises i løbet af fire semestre i fag som materialevidenskab, aeromekanik, termodynamik og avanceret fluidmekanik. Det åbner en stor port for attraktive job.

AEC polymers har udviklet højviskøs lim til limning af kompositmaterialer og metaller. Ariane Group producerer raketter, men eftersom det meste af virksomhedens produktion ikke er tilgængelig for offentligheden, gjaldt besøget udelukkende enhed, som bortskaffer raketbrændstof på miljøvenlig vis.

Strikkemaskine til kompositter
Det sidste besøg på studieturen gik til RT2I, en unik SMV med speciale i at fremstille tredimensionale kompositter. En yderst speciel teknologi, som er baseret på at strikke fiberdelen af en komposit på en konventionel, men modificeret strikkemaskine. Den strikkede fiberdel gennemvædes efterfølgende med resin ved hjælp af avancerede teknikker. Teknologien er velegnet til at fremstille få ensartede emner i store styktal.

Foruden et indblik i samarbejdet mellem industri og videnmiljø har den danske delegation fået en lang række gode kontaktmuligheder med hjem, som der uden tvivl vil blive arbejdet videre med som grundlag for et fremtidigt samarbejde.

Dato: 
Fredag, 8. december, 2017 - kl . 10:30