Horizon 2020-Net
Dansk Materiale Netværk, DMN, har fra Styrelsen for Forskning og Innovation modtaget en bevilling til et netværksprojekt, Horizon 2020-Net. Projektet har til formål at intensivere danske forskningsinstitutioners og virksomheders deltagelse i Horizon 2020-projekter af strategisk dansk interesse i forhold til relevante programmer under Horizon 2020.
Horizon 2020 er EU´s støtteprogram for forskning og innovation. Programmet gælder for årene 2014 – 2020 med et budget på 75 milliarder euro og yder økonomisk støtte til forskere, virksomheder, iværksættere, organisationer, regioner m.fl.
H2020-Net giver DMN mulighed for at afholde en række netværksaktiviteter, med det formål at engagere nye aktører i Horizon 2020, at give dem viden og kompetencer til at udvikle nye projektidéer og forbinde dem med de netværk, der kræves for at ansøge med succes.
I projektets opstartsfase har DMN’s medarbejdere tilegnet sig mere viden om Horizon 2020 og har udarbejdet en introduktionspræsentation, som giver et indblik i, hvad Horizon 2020 omfatter.
Der vil efterfølgende blive arrangeret en række workshops for DMN’s medlemmer og andre med interesse for at blive partner i et Horizon 2020 projekt.
På disse workshops vil vi, i samarbejde med en række specialister indenfor feltet, uddybe nogle af de mange programmer, der er under H2020, og få nogle virksomheder der allerede har deltaget i H2020 projekter til at fortælle om deres erfaringer dermed.
Mere information om workshops kommer her på siden, og udsendes ligeledes til virksomheder i DMN’s kontaktdatabase.
Hvis du/din virksomhed har interesse i at se og høre den udarbejdede introduktionspræsentation, er I meget velkomne til at kontakte undertegnede for en aftale derom.
- Bente Nedergaard Christensen
- Polymerspecialist - projektleder
- B.Sc. Chem. Eng., B.Sc. in Lab. Tech.